Fire år og mere på vej: COI med fuld fart ind i 2018

Publiceret 17-01-2018

Centerleder Pia Gjellerup ser tilbage på året, der er gået – og frem mod året, der kommer.

Af centerleder Pia Gjellerup

Allerede et par arbejdsuger inde i det nye år er det gamle år langt væk. Men det er værd lige at fastholde noget af det arbejde, som prægede 2017, for det lægger jo et fundament under arbejdet i 2018.

COI var på ny samarbejdspartner ved Velfærdens Innovationsdag, hvor vi havde evaluering i fokus for vores præsentation både i stand og i workshop. Vi holdt, hvad vi lovede, da vi sagde workshop, for deltagerne kom til at arbejde med konkret evaluering med udgangspunkt i vores grønspættebog.

Innovationschefnetværket, som netop nu udbydes i 2018-udgaven, mødtes sidste år i både Kolding, Vejle og Aalborg efter en start i København og en afstikker undervejs til Furesø. Arbejdet med at lede innovation giver både slag og sejre, og netværket delte ”blod, sved og tårer” i forløbet. Netværket publicerede syv bud om offentlig innovationsledelse dels til almen brug dels som indspil til Ledelseskommissionen. Innovationsledelse var også et fokuspunkt for vores deltagelse på Folkemødet.

Spreder inspiration i Norden

En af de mest effektive måder at sprede viden – og vel at mærke at få den brugt – er at mødes i arbejdet. Det er hoveddrivkraften i Innovationspraktikken, som gennem en del af efteråret med hovedforløb i uge 37 matchede 123 praktikanter og værter. Vi udviklede i 2017 en partnerskabsmodel som bragte nye erkendelser – den nationale praktik kan forholdsvis let kombineres med et lokalt supplement med fx udgangspunkt i én kommune i match med nogle nabokommuner eller i forløb på tværs af sektorer. Innovationspraktikken er sammenhængsreform unplugged.

2.363 offentlige arbejdspladser svarede på anden runde af Innovationsbarometeret. Resultater kommer ud i små og store portioner, efterhånden som vi når gennem analysearbejdet. Helt overordnet bekræfter anden runde det niveau af innovationsaktivitet, der første gang blev præsenteret i 2015. Dermed er der skabt en troværdig bund under den viden og de analyser, vi kan stille til rådighed for innovationsaktive og beslutningstagere på tværs af fag, sektorer og geografi.

Det har inspireret KL’s søsterorganisationer i Norge og Sverige til at genbruge det danske initiativ. I det hele taget bragte 2017 de nordiske lande tæt sammen om udnyttelse af hinandens erfaringer. Vi sluttede året af i København med et fællesnordisk arbejdsmøde med et stærkt indslag fra OECD, hvor vi aftalte en effektiv og fleksibel ramme om samarbejdet for at kunne høste mere med den mindste ulejlighed. Spredning, når det er bedst.

Flytning og regionerne tilbage

Et stort arbejde, som ikke har med COI’s opgave at gøre meldte sig tidligt i året – det stod klart, at det fusionerede VIVE ikke ville kunne rumme COI’s arbejdspladser. En intens proces resulterede i flytning til Vestergade effektueret den 1. august. Vi havde et interessant mellemspil uden kontormøbler, mens Statens IT var optimale til at flytte på sekundet uden funktionsafbrydelse eller datatab.

Så var det pludselig jul, og straks derefter stod der 2018 på kalenderen. Det markerede også lukningen af et dybt sår, som har præget COI’s arbejde i 2017 – Danske Regioner og dermed regionerne kom med i kredsen bag COI igen. Velkommen! Det giver selvfølgelig mest mening, når vi nu er et nationalt center, der arbejder på tværs, at have alle tre sektorer med.

Samarbejde på tværs vil være et COI-tema i det kommende halvår. Det bliver blandt andet markeret ved et samarbejde om tværgående innovation og spredning med CBS, som er på vej til opslag. Det venter vi os meget af på den lange bane. Innovationsarbejdet i det offentlige er på vej til en modenhedsgrad, hvor det er vigtigt at holde det forskningsmæssige fokus på det sværeste for at fastholde ambitionsniveauet.

Arbejde i tæt samspil

COI vil fortsat arbejde i tæt samspil med de mennesker, der i det daglige står for arbejdet med innovation i kommuner, regioner og statslige styrelser. I 2018 tager vi nogle skridt ind i nogle helt konkrete samspil med en eksperimenterende tilgang for at kunne bruge erfaringerne til et yderligere løft af de indsigter, råd og vejledninger, vi kan spille ind med for at øge værdien af innovationsarbejdet.

Både kommuner og regioner har ved årsskiftet fået ny politisk ledelse, hvor både genvalgte og nyvalgte skal finde de veje, der nu passer bedst for det kæmpestore arbejde, det er at lede en offentlig sektor med over 800.000 medarbejdere og millioner af service- eller undervisningsindsatser hver eneste dag. De skal både sørge for, at alt fungerer, og så vil de gerne gøre det bedre endnu. Derfor vil den politiske rolle i innovation komme til at stå som et andet COI-tema i det kommende halvår.

COI tager fat på 2018 med en ny strategisk ramme for arbejdet. Den inviterer til intenst samarbejde. Vi glæder os. Godt nytår!

Pia Gjellerup 61813101