Skandinavisk topmøde bød på inspiration fra Sverige, Norge og Danmark

Publiceret 01-02-2017

Innovationsaktive fra Norge, Sverige og Danmark mødtes i fredag hos Center for Offentlig Innovation for at dele viden og inspiration på tværs af landene.

Af journalist Rikke Gredsted Seidenfaden

Danskere, svenskere og nordmænd, der til daglig beskæftiger sig med offentlig innovation, var fredag formiddag samlet hos Center for Offentlig Innovation. Formålet var at dele viden om arbejdet med offentlig innovation på tværs af de tre lande. Det fortæller centerleder for Center for Offentlig Innovation, Pia Gjellerup:

”Det er altid vigtigt at få inspiration fra mennesker uden for ens egne cirkler. Men det styrker værdien, at det er mennesker, der har samme type opgaver. Her er mødet mellem innovationsfolk på statens og kommunernes område i Norge og Sverige et fantastisk match, fordi vores opgaver og samfund minder så meget om hinandens.”

Inspiration til et innovationsbarometer i Norge og Sverige

Både Sverige og Norge er meget interesserede i at lave deres version af COI’s Innovationsbarometer, der er verdens første statistik om innovation i den offentlige sektor.

Den norske styrelse for forvaltning og IKT, Difi og KS, den norske kommunesektors interesseorganisation begynder snart et samarbejde om et nyt norsk innovationsbarometer. Det fortalte Henrik Dons Finsrud, chef for afdelingen for innovation i KS:

”Og danskerne stiller entusiatisk op for at hjælpe os i gang. Et innovationsbarometer vil gøre det muligt at sammenligne på tværs af landene og indebærer, at internationale standarder for denne type kortlægninger med større sandsynlighed bliver baseret på den skandinaviske samfundsmodel,” fortæller Henrik Dons Finsrud.

Foto: Ole Bech Lykkebo fortæller Henrik Dons Finsrud og Tore Basmo Bergh om arbejdet med innovationsbarometeret.

De svenske deltagere var også meget interesserede i indsamlingen af statistik om offentlig innovation.

”Mødet gav en virkelig god mulighed for at udveksle erfaringer mellem vores lande. Spørgsmålet om fornyelse og innovation i den offentlige sektor er under udvikling, og derfor er der meget, vi kan lære af hinanden. Arbejdet med et innovationsbarometer og evalueringsværktøj er særligt interessante for os at arbejde videre med i svensk perspektiv,” siger Klas Danerlöv,

Inspiration på tværs af Norden

Men de norske, svenske og danske repræsentanter nåede også omkring andre emner end innovationsbarometeret. I løbet af formiddagen fortalte repræsentanter fra Danmark, Norge og Sverige, hvad de forskellige organisationer arbejder med helt aktuelt og i den kommende tid.

Aktuelt arbejder KS på et forskningsprogram, hvor det norske forskningsråd giver 25 millioner norske kroner til forskningsstøttede innovationsprojekter. Og samtidig arbejder KS med at oversætte den svenske Scandia-model, som går ud på at arbejde mere rehabiliterende og investere i forebyggelse. Modellen bruges allerede i Danmark. 

Sissel Kristin Hoel fra norske Difi fortalte blandt andet om Difis arbejde med at trække gode eksempler frem i lyset. Difi uddeler blandt andet en innovationspris, hvor den mest innovative kommune bliver belønnet. Derudover afholder Difi også en fejltrinskonference, som Sissel Kristin Hoel fortalte om:

”Vi prøver at skabe en kultur, hvor man bliver belønnet for at turde fejle og fortælle om det. For alle siger, at man skal fejle for at lære, men ingen tør fortælle, at de gjorde det. Derfor er det vigtigt for os at skabe en arena, hvor man tør dele ud af sine erfaringer.” 

Klas Danerlöf fra SKL, Sveriges Kommuner og Landsting, og Jonny Paulsson fra den statslige innovationsenhed Innova fortalte begge om det stærke samarbejde, som de har etableret.

”Vi forsøger at være oversættere og missionærer og på den måde få spredt de gode ideer. Offentlige aktører spiller nøgleroller i forhold til at hjælpe med at forbedre strukturer og processer for at gøre det nemmere at skabe innovation,” sagde Jonny Paulsson.

”Jeg fik for eksempel en spændende viden om COI’s innovationspraktik. Samtidig fortalte jeg andre om Vinnovas satsning på idésluser i kommuner og virkelighedslabratorier, som vi arbejder med i øjeblikket,” siger Jonni Paulsson, fra Vinnova, der overordnet havde stor glæde af dagen:

”Der er mange ligheder mellem vores lande, som gør det relevant at sammenligne os og at lære af hinanden. Samtidig er der forskelle, som giver samarbejdet en spændende dynamik. Og som sædvanligt, når jeg møder de skandinaviske kollegaer, så stjæler jeg frygtløst ideer. ”Stjæl med stolthed” er også mit motto”.