Ny deadline: Du kan stadig nå at tilmelde dig innovationspraktikken

Publiceret 19-06-2017

På grund af stor efterspørgsel udvides fristen for at tilmelde sig innovationspraktikken.

Grafik Bliv vært eller tag i praktik

Af Rikke Gredsted Seidenfaden

Der er knald på tilmeldingerne til dette års innovationspraktik, der forløber i uge 37.

Derfor får værter og praktikanter, der ikke har nået at tilmelde sig, en ekstra chance til at tilmelde sig innovationspraktik. Den ny deadline er onsdag d. 21. juni. 

Din digitale tilmelding begynder her: coi.dk/ipraktik/tilmeld

Værter og praktikanter på tværs af landet og den offentlige sektor har allerede tilmeldt sig Innovationspraktik:

Vi har fået tilmeldinger på tværs af hele landet og på tværs af hele den offentlige sektor. Både kommunale og statslige arbejdspladser har tilmeldt sig, og der er alt fra kommunaldirektører og skolelærere i blandt. Og geografisk kommer Innovationspraktikken til at strække sig fra Frederikshavn til Bornholm,”  fortæller projektleder Alexander Løchte Nielsen.

Et udpluk af de mange spændende værter er: Aalborg Kommune, Dragør Kommune, Kolding Kommune, Bornholms Kommune, Vejle Kommune, Albertslund Kommune, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Institut for Blinde og Svagsynede, Det kongelige Bibliotek, Food Maker projektet, Århus kommune, Hedensted kommune, Center for Innovation, Århus, Ishøj kommune, Viborg Kommune, DSB Digital Labs og mange flere.

Innovationspraktik skaber netværk og udvikling på tværs af offentlige arbejdspladser

Det er tredje gang, Innovationspraktikken er med til at skabe relationer og viden på tværs af nationale og kommunale arbejdspladser.

Læs: Jette Zimmermand var i Innovationspraktik i 2016 - i år vil hun være vært

”Vi kan se i evalueringerne, at praktikken skaber varige relationer. Størstedelen har fortsat kontakt et halvt år efter praktikken og oplever, at det er nemt at ringe og spørge om hjælp og sparring. Det giver gode netværk for udvikling og deling af gode løsninger på tværs af de offentlige arbejdspladser. Og det er jo lige præcis dét, vi gerne vil opnå med praktikken,” fortsætter Alexander Løchte Nielsen.

Man kan tilmelde sig som vært eller praktikant og Innovationspraktikken forløber i uge 37.

Bliv klogere på dig selv og andre: Bliv vært eller praktikant

Innovationspraktikken er en mulighed for at blive klogere på, hvordan man selv arbejder, og samtidig lære noget om andre.

Du kan tilmelde dig som praktikvært og få besøg af 1-3 praktikanter i 2-5 dage. Det giver et frisk blik på den måde, I arbejder på nu – og en del bruger det som afsæt for at justere i opgaveløsningen efterfølgende. 92 procent af sidste års værter anbefaler andre at blive praktikværter.

Læs: Dragør Kommune vil i Innovationspraktik

Du kan også tilmelde dig som praktikant og besøge en anden kommunal eller statslig arbejdsplads i 2-5 dage. Du vælger selv, hvor længe du er af sted. Som praktikant får du en unik mulighed for at følge og blive en del af en anden arbejdsplads og for at blive fagligt inspireret til, hvad I kan gøre nyt og anderledes hjemme på din egen arbejdsplads.

Du kan vælge, at COI finder en spændende vært blandt de mange tilmeldte, men du har også mulighed for selv at finde en vært, såfremt du har et ønske om at komme et bestemt sted hen. Den online tilmelding guider dig nemt igennem forløbet uanset, hvad du vælger. Efterfølgende hjælper COI, til at alle parter får mest muligt ud af praktikopholdet. 96 procent af sidste års Innovationspraktikanter anbefaler innovationspraktikken til andre.