Læringsseminar: Hvordan bliver evaluering mere end et afdansningsbal?

Publiceret 01-06-2017

Hvordan kan evaluering skabe værdi - også når det handler om at sprede innovation på tværs af de offentlige arbejdspladser? Det er fokus på læringsseminar med Center for Offentlig Innovation.

 

Af Rikke Gredsted Seidenfaden

”Der er stadig et uudnyttet potentiale i evaluering og spredning af offentlig innovation. Nu stiller vi skarpt på hvordan man evaluerer, så det samtidig understøtter spredning af innovation på tværs af den offentlige sektor.”

Sådan siger chefkonsulent i COI, Lene Krogh Jeppesen om det læringsseminar, som hun afholder sammen med og kontorchef i Københavns kommunes Socialforvaltning, Helle Vibeke Carstensen på Dansk Evalueringsselskabs årskonference den 14.- 16. september 2017.

 

Spred innovation nemmere og mere effektivt                                                                                           

På læringsseminaret får deltagerne teoretisk og praktisk viden og konkrete greb til, hvordan de allerede tidligt i innovationsarbejdet kan tage evaluering med om bord, så innovationen nemmere kan spredes og andre kan få nytte af de gode løsninger:

”Det er oplagt, at både evaluering og spredning er vigtige dele af innovationsarbejdet. Vi ser tit, at forståelsen er der, men at man nærmest bliver lammet af, at det opleves enormt komplekst at forholde sig til evaluering og spredning tidligt i innovationsarbejdet. Så kan det godt gå hen og blive nogle påklistrede pligt-handlinger, når et projekt nærmer sig en afslutning. Tænker man evaluering ind tidligt og på en rigtig måde kan det styrke innovationsarbejdet og gør også spredning af innovation nemmere og mere effektivt,” siger chefkonsulent i COI, Lene Krogh Jeppesen.

COI’s Innovationsbarometer viser, at evaluerede innovationer oftere vurderes at give effekt. Derudover gør de offentlige innovatører også mere aktivt for at sprede innovationer, der er blevet evalueret.

 

Men hvordan gør man?

COI har sammen med forskere og praktikere udviklet dialogværktøjer og guide til både spredning og evaluering af innovation. På læringsseminaret bliver der arbejdet med afsæt i den viden COI har oparbejdet og der bliver inddraget praksiserfaringer fra blandt andet Københavns Kommunes Socialforvaltning. 

”Sammen med Københavns Kommunes Socialforvaltning stiller vi skarpt på, hvad det helt konkret er vigtigt at gøre i evalueringen, så det også styrker spredningsarbejdet. Vi kommer med nogle bud med afsæt i det, vi ved fra teori og praksis. Og så håber vi på nogle engagerede deltagere, der  er friske på at dele ud af deres erfaringer, så vi sammen går endnu klogere og handleklare fra seminaret,” siger Lene Krogh Jeppesen.

Dansk Evalueringsselskabs årskonference bliver holdt den 14.- 16. september.

Temaet for konferencen er i år ”Skaber evaluering værdi?”. På konferencen giver både forskere og praktikere deres bud på, hvordan evaluering skaber værdi.