Dragør Kommune vil i innovationspraktik

Publiceret 27-04-2017

Bliv klogere på dig selv og andre. Sådan lyder tilbuddet til medarbejdere og ledere i Dragør Kommune, der som den første har indgået et partnerskab med Center for Offentlig Innovation.

Af Rikke Gredsted Seidenfaden

Inspiration, nye relationer og nedlagte siloer. Det er omtrent hvad ledere og medarbejdere i Dragør nu tilbydes med den frivillige og gratis innovationspraktik:

”Med Innovationspraktikken kan vi tilbyde vores medarbejdere og ledere at få et blik på sin egen og andres måde at løse opgaver på. Vores ansatte kan både få inspiration til at gøre små ting anderledes, eller de kan blive overbevist om, at det vi gør i dag, er godt,” siger kommunaldirektør i Dragør Kommune, Kenneth Kristensen.

Med et partnerskab med Center for Offentlig Innovation får Dragør Kommune mulighed for at lægge sit lokale perspektiv på innovationspraktikken.

”Med et partnerskab tilbyder vi at stå for rammen og det praktiske med at matche praktikværter og innovationspraktikanter. På den måde kan Dragør Kommune både skabe relationer på kryds og tværs internt i kommunen – og ud af kommunen. Vi leverer motoren, der tillader Dragør at fokusere på det indhold, der er aktuelt er vigtigst for dem. Innovationspraktikken er det konkrete værktøj, der får ting til at ske,” siger Alexander Løchte Nielsen, projektleder, Center for Offentlig Innovation.

Frivillig og gratis mulighed for inspiration, netværk og udsyn

Dragør Kommune er i forvejen i gang med et lederudviklingsprogram for samtlige kommunens ledere. Her er fokus på ledelse og relationer. Og netop i den kontekst, giver innovationspraktikken god mening, mener kommunaldirektøren:

”Som en sidegevinst kan de ansatte få styrket og udbygget deres netværk, som man måske kan ringe til en anden dag, hvor man står med en problemstilling eller en udfordring, hvor man har brug for at tale med en fagperson, som står lidt på afstand, men samtidig kender til dilemmaerne på en offentlig arbejdsplads,” siger Kenneth Kristensen.

Også næstformand i Dragør Kommunes MED-udvalg, Brian Rosendahl, er begejstret for, at kommunens medarbejdere nu kan komme i praktik eller være værter for andre besøgende:

”Innovationspraktikken er en god og enkel måde, hvor medarbejderne kan få inspiration og netværk, men også se, hvad man gør i andre offentlige organisationer. Samtidig kan man også få lov at vise sit arbejde frem. Og det håber jeg, at der er mange af kommunens medarbejdere, der har lyst til at være del af og tage positivt imod det,” siger Brian Rosendahl.

Med-udvalg bakker op

Han håber også selv på at tilmelde sig og håber, at mange i Dragør Kommune vil tage positivt i mod tilbuddet: 

”Det er vigtigt, at muligheden gælder alle medarbejdere – uanset uddannelse og jobfunktion. Det er også centralt, at det er frivilligt - både den enkelte medarbejder og den enkelte arbejdsplads kan takke nej. Begge dele er vi heldigvis alle enige om, så det lover rigtigt godt. Jeg håber, at tilbuddet bliver en gevinst for både medarbejdere og arbejdsgivere. Så lad os nu få prøvet det af.”

Ved tilmeldingen skriver deltagerne kort om deres egen arbejdsplads og deres motivation for at deltage. Tilmelding forudsætter, at medarbejderens leder siger ja. Med afsæt i de tilmeldtes ønsker foreslår COI derefter deltagerne et match. Man må dog også gerne som praktikant selv finde sin vært.

 Den lokale variant af innovationspraktikken: Skal din organisation være med?

Alle kommunalt og statsligt ansatte kan deltage i innovationspraktikken. Men med et partnerskab kan offentlige institutioner lægge sin egen vinkel på praktikken. COI kan også tilbyde forberedende oplæg til kommunale eller statslige partnere.

”Det er en fleksibel partnerskabsmodel, som kan tilpasses til den enkelte kommune. Andre kommuner kan deltage med andre fokusområder eller temaer, som kan være afsæt på at blive klogere på andres eller sine egne arbejdsopgaver. Ansatte i den offentlige sektor er gode til at lære af hinanden, men innovationspraktikken gør det nemt.” siger Alexander Løchte Nielsen.

COI er allerede i dialog med flere andre interesserede organisationer. Det næste partnerskab offentliggøres inden længe.

Maja Brita Hauan 61813106