Dansk Magisterforening indgår partnerskab om innovationspraktik: ”En unik mulighed for vores medlemmer”

Publiceret 10-05-2017

I nyt partnerskab med Center for Offentlig Innovation får Dansk Magisterforenings medlemmer mulighed for at tage i Innovationspraktik og få netværk, inspiration og viden på tværs af den offentlige sektor.

Camilla Gregersen

Af Rikke Gredsted Seidenfaden

Innovationspraktikken kan fungere som en videnbro, der kan give kvalificeret viden på tværs af den offentlige sektor. Det er relevant for alle vores medlemmer, både humanister og cand.scient’er.

Sådan siger formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, der ser Innovationspraktikken som en unik mulighed for fagforeningens medlemmer:

Innovationspraktikken er særligt relevant for DM’erne, fordi vores medlemmer arbejder tværfagligt og er initiativrige. Vores medlemmer er kendt for engagement og viden – og det kendetegner også det her projekt. Videndeling på tværs i den offentlige sektor er en unik mulighed, som jeg håber, mange vil benytte sig af. Uanset, om man inviterer inden for som vært eller rejser ud som praktikant.”

Læs: Tilmeld dig Innovationspraktik

Tværfaglighed, videndeling og arbejdsmarked i konstant udvikling

Ifølge Camilla Gregersen er Dansk Magisterforenings medlemmer særligt optaget af videndeling, tværfaglighed og et arbejdsmarked i konstant udvikling. Og netop i den kontekst spiller Innovationspraktikken godt ind:

Vi har indgået et partnerskab med COI, fordi vi kan se, at udvikling er en afgørende faktor i vores medlemmers arbejdsliv. Jeg håber, at Innovationspraktikken kan give medlemmerne et nyt netværk og et andet perspektiv og viden, som de kan inddrage i deres nuværende arbejdsliv – uanset om de er ansat statsligt eller kommunalt. På den måde kan de bringe viden i spil på nye måder og skabe samarbejder på tværs af den offentlige sektor,” siger Camilla Gregersen.

Magistre driver udvikling i offentlig sektor

Med et partnerskab med Center for Innovation får Dansk Magisterforening og fagforeningens medlemmer mulighed for at få inspiration, netværk og viden om andre dele af den offentlige sektor gennem Innovationspraktikken.

En dagsorden, som passer særlig godt til fagforeningens 50.000 medlemmer, der har det til fælles, at de har en akademisk uddannelse eller er i gang med at tage en. En stor del af Dansk Magisterforenings medlemmer er beskæftiget i den offentlige sektor – både som specialister og generalister - og er derfor med til at drive udviklingen af velfærdssamfundet:

Vores medlemmer er med til at drive udviklingen i velfærdssamfundet med deres analytiske tilgang. Med Innovationspraktikken kan de sætte deres viden i spil og være med til at styrke sammenhænge på tværs mellem kommunale og statslige organisationer,” siger Camilla Gregersen, der håber, at det er et tilbud, som mange medlemmer vil tage imod.

Læs: Innovationspraktik mellem stat og kommune gav nyt netværk og ideer med hjem

Helt grundlæggende handler det om at være åben. Vi må gerne udfordre plejer. Innovationspraktikken giver vores medlemmer mulighed for at rive sig selv ud af vanerne og se, at man kan arbejde på helt nye måder. Det tror jeg er rigtig vigtigt at gøre engang imellem, både for arbejdsglæden og for at se sig selv og sine vaner i et nyt perspektiv,” siger Camilla Gregersen.

DM inviterer indenfor som værter

Dansk Magisterforening vil også selv være med. Derfor skal rådgivnings- og karrierechef Annette Schmidt Højby også deltage som vært i årets Innovationspraktik.

Vi står midt i et forandringsprogram, hvor det vil være dyrbart med en, der kigger ind i vores organisation udefra. Vi vil gerne inspireres af, hvordan andre gør, og samtidig kan en praktikant hos os få indblik i vores medlemsservice, og hvordan vi griber tingene an,” siger Annette Schmidt Højby, der også tror, at Innovationspraktikken kan give et brugbart netværk fremadrettet for de af DM’s medlemmer, der deltager i Innovationspraktikken:

Læs: Dragør Kommune vil i Innovationspraktik

Det er værdifuldt, at man kan få en relation, som man kan bruge senere hen. Når relationen er skabt, er det nemmere at løfte røret og fortsætte dialogen og måske blive inspireret til at kopiere løsninger eller ideer til sin egen kontekst,” siger Annette Schmidt Højby.

Den lokale variant af Innovationspraktikken: Skal din organisation være med?

Alle kommunalt og statsligt ansatte kan deltage i Innovationspraktikken. Men med et partnerskab kan offentlige institutioner lægge sin egen vinkel på praktikken. COI kan også tilbyde forberedende oplæg til kommunale eller statslige partnere.

Det er en fleksibel partnerskabsmodel, som kan tilpasses til den enkelte offentlige organisation. Andre organisationer kan deltage med andre fokusområder eller temaer, som kan være afsæt på at blive klogere på andres eller sine egne arbejdsopgaver. Ansatte i den offentlige sektor er gode til at lære af hinanden, og med Innovationspraktikken har vi skabt en ramme, der gør det nemt,” siger projektleder i COI, Alexander Løchte Nielsen.

Innovationspraktikken løber i uge 37, og man kan både deltage som vært og som praktikant.

Læs alt om Innovationspraktikken her: Coi.dk/ipraktik

Alexander Løchte Nielsen
Alexander Løchte NielsenProjektleder61813107