Tre kendte kommunale direktører: Lokaldemokrati er i nybrud

Publiceret 13-10-2016

Ønsket om at udvikle kommunal politik og velfærd i et tæt samspil mellem politikere og borgere stiller nye krav til topembedsmændene, når de skal spille ’politikerne gode’. Tre af dem fortæller her, hvordan de håndterer den opgave.

pærer

 

Af journalist Tina Juul Rasmussen

’Inddragelse af civilsamfundet’, ’det aktive medborgerskab’, ’kommune 3.0’, ’samskabelse’ og senest ’medspilsdemokrati’.

Kært barn har mange navne. Fælles for dem er, at de beskriver kommunernes forskellige bestræbelser på at betræde nye stier for at skabe politik, udvikling og velfærd i samarbejde med den menige borger. Uanset hvad man kalder barnet, ændrer dette nye paradigme i disse år ved de traditioner, kommunale forvaltninger og politikere hidtil har handlet efter.

Inviterer borgerne i spidsen

Det stiller nye krav til alle – også administrative topchefer, som både skal lede og facilitere fagmedarbejdernes håndtering af opgaverne på en ny måde, og som skal ’spille politikerne gode’ i dialogen og samspillet med borgerne.

Det kan Lisbeth Binderup, kommunaldirektør i Skanderborg og hovedarkitekt bag Kommune 3.0, nikke genkendende til.

- Vi bevæger os fra borgerinvolvering mod kommuneinvolvering, hvor det ikke altid er politikerne, der inviterer, men lige så ofte grupper af borgere, der inviterer kommunen. Og det er ikke altid politikere eller embedsmænd, der sidder for bordenden. Vi kan finde på at bede borgerne om at stå i spidsen for samtalesaloner, hvor de selv finder ud af hvem de ellers har lyst til at invitere ind i deres salon, fortæller hun.

Kommuneinvolveringen lægger et særligt ansvar på kommunaldirektørens skuldre, siger Binderup.

- Som kommunaldirektør kræver denne bevægelse først og fremmest, at jeg forholder mig kritisk til hele samskabelsesdagsordenen og inspirerer til, at der til stadighed tales om, hvad den skal gøre godt for. ’Mere borger og mindre politiker’ er en ureflekteret sandhed, man aldrig må falde for. Politikere er borgere, så hvorfor skulle de bliver mindre kvalificerede i samme øjeblik, de bliver valgt?

Lisbeth Binderup er opmærksom på forskellen mellem ordene og handlingen. Nye begreber dækker ofte over noget gammelkendt, som man til gengæld kan arbejde med på mange forskellige måder.
- Hos os bryder politikerne sig ikke om ordet ’samskabelse’, som er hvad de kalder en gang ’konsulent-øllebrød’. Derudover er det jo ikke nyt at tale om borgerinvolvering, det har vi gjort i årtier. Men det er ikke nok at have en politik, som formulerer det. Det nye er, at vi skal kunne møde borgerne som aktive medmennesker med resurser og ansvarsfølelse, frem for at forvente at de udelukkende er behovsorienterede og blot kæmper for en større bid af kagen.

Udfordrer den klassiske tænkning

I Assens Kommune optræder ’det aktive medborgerskab’ i front på hjemmesiden og understøttes politisk af et innovations- og medborgerskabsudvalg. Forvaltningsmæssigt står udviklingsdirektør Rikke Berg i spidsen for at understøtte denne bevægelse mod et større borgerengagement.  

- Når jeg skal spille politikerne gode i nogle ikke-klassiske rammer, kræver det blandt andet, at mine medarbejdere også tænker i, hvordan vi kan designe processer, som gør politikerne i stand til at møde borgerne på nye måder. Det kræver, at jeg selv leder medarbejderne på en ny måde og understøtter dem i at tænke i andre baner end ’interessevaretagelse’, siger Rikke Berg.

Det gør hun blandt andet ved at afvige fra den klassiske interessentanalyse og i stedet tænke, hvem blandt borgerne, der kunne være have den førende rolle i en given proces.

- Det handler meget om, hvilket fokus man lægger – og politikerne, der jo er lægmænd, kræver af os som fuldtidsbeskæftigede, at vi understøtter dem i deres nytænkning af samspillet mellem dem selv og borgerne. Det betyder, at vi både skal håndtere den klassiske politiske tænkning, men også udfordre den.

Og nej, erkender Rikke Berg – hun ved ikke altid, hvordan hun lige omsætter de tanker til konkret handling.

- Jeg er opdraget som en klassisk embedsmand med, at politiske processer kulminerer med en konkret beslutning på et byrådsmøde. Så jeg skal hele tiden øve mig i at tænke i de processer, som går forud og ligger bagefter, fordi det er dem, der tæller, i forhold til at engagere borgerne, erkender direktøren.

En udfordring er også, at de formelle hørringsprocesser stadig findes, blandt andet bundet af lovgivningen.

- Dem skal vi som embedsmænd selvfølgelig overholde, samtidig med at vi skal koble dem sammen med de mere innovative og utraditionelle metoder på en måde, så det giver mening for borgerne og ikke opleves som en pseudoproces. Derfor tænker jeg altid på, hvor tidligt vi kan få borgerne på banen, for jo tidligere, desto mindre oplever de den formelle høringsproces som nødvendig, siger Rikke Berg.

Relationen før fagprofessionen

I Hedensted Kommune blev civilsamfundet sluppet løs allerede i 2011, fortæller kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller. Den proces lever endnu og betyder blandt andet, at der jævnligt er møder med borgerne i kommunens byer. Og her deltager også kommunaldirektøren altid.  

- Vi mødes og taler om den udvikling, borgerne og vi ønsker, og det har resulteret i lige så forskellige tiltag, som der er byer. Vi sidder hver især med de roller, vi har, men det betyder ikke noget, at jeg er embedsmand, og politikerne er politikere. For der sker noget helt særligt, når vi sidder i et fælles rum og taler om tingene, og alle spiller egne muligheder på banen. Det er meget stærkt at opleve, fortæller Jesper Thyrring Møller.

Erfaringerne har gennem de senere år givet kommunaldirektøren en anden rolle på de indre linjer i organisationen.

- Jeg skal fastholde en bevidsthed om og facilitere, hvor vigtigt det er, at vi arbejder på kryds og tværs – og ikke holder fast i de traditionelle magthierarkier. Hos os siger vi: ”Vi ejer ikke opgaven. Opgaven ejer os”. Det betyder, at det ligeså vel kan være sundhedsplejersken som socialrådgiveren, der har kontakten til et sårbart barn i en familie, fordi relationen her er stærkest. , forklarer Jesper Thyrring Møller.

Den tankegang betyder også, at de traditionelle måder at høre og inddrage borgerne på, kan ende som et stykke krøllet papir i skraldespanden.

- Det appellerer jo til vores embedsmandstankegang, når noget skal i høring. Så skal tingene beskrives osv. Det skal vi lære at undlade, og når det så sker alligevel, skal vi turde lægge det væk og starte forfra på et stykke blankt papir, siger Jesper Thyrring Møller.

For en proces kan lige så godt være, at borgmesteren og kommunaldirektøren svarer på et læserbrev i avisen, hvor en gruppe borgere efterlyser udvikling på et bestemt område.

- Så skriver vi til borgerne: ”Det ønsker vi også – hvad kan vi finde ud af sammen?”. Egentlig er det ikke så svært, når først man har fået den måde at tænke på ind under huden. 

Dialog åbner systemet op

For Lisbeth Binderup i Skanderborg Kommune er hele kernen i den medspilsdemokratiske udvikling at højne tilliden mellem borgere, politikere og ’systemet’, fordi Danmarks nok vigtigste kilde til rigdom og livskvalitet er, mener hun, at vi – sammenlignet med mange andre lande - lever i et tillidssamfund. Her spiller det offentlige en afgørende rolle, hvis den tillid skal bevares og udvikles. 

- Vi prøver blandt andet at gøre samspillet med borgerne mere reelt ved at skrotte traditionen med høring i sidste øjeblik inden en politisk beslutning. I stedet foretrækker vi en langt tidligere og mere aktiverende dialog. I den proces ser jeg mest mig selv som overordnet inspirationskilde og facilitator for processen. For det er politikerne, som tænker anderledes, og leder kommunen frem for at styre organisationen, og medarbejderne, som tilrettelægger og planlægger anderledes. Den tankegang er hele tiden helt fremme i mine pandelapper.