Stærkt samarbejde om modernisering af den offentlige sektor

Publiceret 23-02-2015

Parterne på det offentlige arbejdsmarked mødtes i dag for at drøfte det fremtidige arbejde med modernisering af den offentlige sektor. Parterne gav hinanden håndslag på at fortsætte det tætte og konstruktive samarbejde på alle niveauer.

Med afsæt i parternes aftale om principper for samarbejde om modernisering blev der på et møde i Økonomi- og Indenrigsministeriet i dag gjort status på arbejdet med at forny den offentlige sektor.

Moderniseringsarbejdet favner bredt og omfatter for eksempel indsatser mod unødvendige regler og skævvridende kontrol samt bedre anvendelse af viden, ressourcer og engagement fra borgere og civilsamfund i opgaveløsningen.

Regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, OAO og Akademikerne er enige om at prioritere samarbejdet om at fremme bl.a. tillid, samarbejde og effektivitet på de offentlige arbejdspladser i kommuner, regioner og stat.

På mødet præsenterede COI bl.a. forventninger til et kommende innovationsbarometer for den offentlige sektor, og den tværoffentlige udviklingsenhed MindLab, gjorde status på erfaringerne fra arbejdet med at udvikle nye styringsformer i den offentlige sektor.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger: 
”Velfærden skabes, når borgerne møder veluddannede og velmotiverede offentlige ansatte. Regeringen har fra dag ét været i arbejdstøjet for at udvikle velfærden og sørge for, at vi bruger vores offentlige ressourcer bedst muligt. Derfor har vi gennemført reformer og tiltag på snart sagt alle velfærdsområder. Men arbejdet skal fortsætte på alle niveauer. For det er ikke mindst på den enkelte offentlige arbejdsplads, at ledere og medarbejdere gennem en tæt og tillidsfuld dialog kan gøre tillidsreformen til virkelighed og udvikle velfærden til gavn for patienten på sygehuset, de plejekrævede ældre samt børn og unge på folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoer.”

Formand for OAO-Kommunal/Regional Bodil Otto siger: 
”Det er en kæmpe opgave vi står overfor. Tillidsreformen kan kun lykkes, hvis vi står sammen om den. Derfor glæder det mig, at vi på centralt niveau er enige om retningen. Men samarbejdet og involvering af medarbejderne skal ske overalt på arbejdspladserne, hvis det for alvor skal gøre en forskel for borgerne.”

Formand for OAO-Stat Flemming Vinther supplerer: 
”Det er vigtigt, at vi nu arbejder videre med de enkelte sektorer. De skal gøre os klogere på, hvordan arbejdspladserne kan støttes i arbejdet med Tillidsreformen konkret. Udfordringerne er meget forskellige fra sektor til sektor, og skal Tillidsreformen blive til virkelighed på den enkelte arbejdsplads, er det nødvendigt, at ministerier, styrelser og forvaltninger engageres, inddrages og forpligtes.”

Udvalgsformand i Danske Regioner Jens Stenbæk siger:
"I regionerne er vi meget optagede af, hvordan vi opnår mere kvalitet og en bedre anvendelse af ressourcerne. Medarbejdernes tid skal bruges til det bedste for patienten, og ikke på unødig bureaukrati og registrering. En vigtig del af moderniseringen er medarbejdernes engagement i at fjerne det overflødige. Det har vi en god dialog og et tillidsfuldt samarbejde om med effekt i hverdagen. Den viden, vi opnår, kan puljes og deles, så vi i fællesskab kan nå mere i vores velfærd.”

Formand for FTF Bente Sorgenfrey siger: 
”Jeg er glad for, at vi i dag har fået bekræftet, at der fortsat er politisk opbakning til tillidsreformen. På de offentlige arbejdspladser er der brug for at få ryddet tvivlen af vejen, så udviklingen med en tillidsbaseret offentlig sektor kan fortsætte. For uden opbakning fra den politiske og administrative top kan vi ikke skabe den tillid, som er forudsætningen for, at vi kan udvikle og modernisere den offentlige sektor. Kun gennem dialog og samarbejde kan vi skabe bedre kvaltet til borgerne og bedre job til de ansatte.”

Formand for KL Martin Damm siger: 
”KL lægger vægt på, at vi i fællesskab gør en indsats for at finde nye veje til at gennemføre den store omstillingsproces, som kommunerne er i gang med. Vi skal holde et knivskarpt fokus på, at det handler om at skabe bedre resultater for borgerne og få mest muligt for ressourcerne. Vi skal i vores søgen efter nye løsninger benytte os af såvel medarbejderes som borgernes indsigt, viden og erfaring.”

Formand for Akademikerne Finn R. Larsen siger: 
”Vi har de sidste år oplevet, hvor stort et potentiale et øget fokus på tillid har som drivkraft i udviklingen af den offentlige sektor. Vores partssamarbejde på centralt niveau er et unikt udgangspunkt til at få initiativer til at leve helt ude på de enkelte arbejdspladser og styrke samarbejdskulturen på de offentlige arbejdspladser. Nu er det tid til at sætte ekstra damp på den maskine. Sammen kan vi fx sætte et større fokus på god ledelse, som bidrager til at sætte nye standarder for ledelse og styring.”

Yderligere oplysninger

OAO, formand OAO-Kommunal/Regional Bodil Otto, 29 46 96 70

OAO, formand OAO-Stat Flemming Vinther, 20 41 93 61

Danske Regioner, presserådgiver Inge Gleerup Jensen, 40 20 28 24

FTF, formand Bente Sorgenfrey, 40 45 26 45

KL, pressekonsulent Line Oxholm Thomsen, 33 70 33 33

Akademikerne, formand Finn R. Larsen, 29 66 69 77