Derfor skal indhold om offentlig innovation på Wikipedia

Publiceret 27-03-2015

Skabelsen af et fælles sprog om offentlig innovation er afgørende, hvis vi ønsker en konstruktiv debat og en dybere forståelse for emnet - her er Wikipedia et godt værktøj.

Skrivestuer
Foto: Scanpix

Af Andreas Meyer-Juhlin

Flere perspektiver skaber åbenhed

I øjeblikket findes der ingen artikler om offentlig innovation på den danske Wikipedia - det ønsker COI at gøre noget ved. Vi kan dog ikke gøre det alene. Derfor inviterer COI til to åbne skrivestuer, hvor målet er at fylde den danske Wikipedia med vigtigt indhold om offentlig innovation. Styrken ved en åben skrivestue er, at mennesker med forskellige perspektiver skaber og former indhold i fællesskab. Alle er velkomne.

Dynamisk og levende viden

Kan viden blive dynamisk og levende? Ifølge Wikipedia er det muligt. At skrive og redigere artikler på Wikipedia er ikke, som de traditionelle leksika forbeholdt de få, og derfor bliver skabelsen af viden en levende og mere dynamisk proces. På hjemmesiden kan viden hele tiden viderebygges, der skabes fælles viden, og den viden, vi troede vi kendte i dag, kan vise sig at få nye perspektiver og nuancer i morgen. Wikipedia giver altså mulighed for, at vores viden løbende kan opdateres.

Ifølge Ole Palnatoke Andersen, formand for Wikimedia Danmark og pressekontakt for den dansksprogede Wikipedia, er mødet, mellem forskellige faglige vinkler og formidlingen til lægfolk, afgørende for at skabe denne dynamik. Wikipedia gør mødet muligt, hvilket er med til at højne kvaliteten.

”Processen og resultaterne er, pga. åbenheden og de mange øjne, underlagt en konstant kvalitetskontrol," siger Ole.

Denne unikke funktion har placeret Wikipedia på top 10 over mest besøgte hjemmesider de sidste par år. Wikipedia er et eksempel på at viden deles og spredes med succes. Derfor er Wikipedia det oplagte sted at starte sin søgen efter emner om offentlig innovation. Tiden er derfor moden til, at vi aktiverer og spreder vores viden om offentlig innovation.

Samskabelse og idéudveksling

Hvordan samskaber vi indhold om offentlig innovation? Det kan vi bl.a. gøre igennem de såkaldte ’skrivestuer’. Ole Palnatoke, som beskæftiger sig med skrivestuer og edit-a-thons, ser det som en god indgangsvinkel til Wikipedia.

”Skrivestuer giver folk, der er vant til at dele deres viden på andre måder, en lidt lettere indgang til Wikipedia," siger Ole. 

Målet med en skrivestue er, at deltagerne sammen kan opnå fælles viden. Vi har alle forskellige perspektiver, tilgange og nuancer. Det gør videndeling og samskabelse mulig og giver os et mere autentisk og dynamisk indhold. Grundprincippet for Wikipedia er neutralitet, hvilket bedst bliver opfyldt ved at få belyst så mange vinkler som muligt. Tanken er, at jo flere der har redigeret en artikel på Wikipedia, jo bedre bliver den.  

Alle kan blive Wikipedianer. Vil du prøve det af? Så kom til skrivestue d. 19. maj i København. Emnet er offentlig innovation. Forskellige oplæg skal skabe inspiration til hvad der kan skrives af emner om offentlig innovation og hvordan man gør det.

 

Skrivestue i København den 19. maj