Vi må vide, om det virker

Publiceret 26-06-2014

Den offentlige sektor skal blive bedre til at måle, hvad der fungerer – også på innovationsområdet. Det fastholder fokus på borgerne, siger to kommunale chefer.

Af journalist Mikkel Arre

Effektmåling er et omdiskuteret begreb i den offentlige sektor. For nogle medarbejdere er det et synonym for registreringer og evalueringer, der snarere fører til besvær end resultater.

Det er helt generelt en udfordring for offentlige myndigheder at måle effekterne af deres arbejde, og det gælder særligt for innovationsprojekter. Men målingerne er ikke spild af tid, lyder vurderingen fra to kommunale chefer. Tværtimod er løbende evalueringer desto vigtigere, når man arbejder med innovation, fordi de kan sikre, at projekterne bliver på rette spor – også når man undervejs bliver nødt til at ændre sin forståelse af, hvilket problem man skal løse.

Måling sikrer retningen

På spørgsmålet om, hvorfor det er nødvendigt at måle resultaterne af innovation, svarer Helene Bækmark, administrerende direktør for ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune, uden tøven: ”Vi er jo nødt til at vide, om det bliver til noget. Uanset om der er tale om innovation eller løbende justeringer, er det altid vigtigt at finde ud af, om det, vi gør nu, er bedre, end det, vi gjorde før. Vi har en forpligtelse over for borgerne til at sørge for, at vi leverer det bedste, vi kan.”

Helle Vibeke Carstensen er kontorchef i socialforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun arbejder med organisationsudvikling. Både her og i sit tidligere job som innovationschef i Skat har hun erfaret, at effektmåling er et godt redskab til at holde projekter på den rette kurs. ”Når man går i gang med et innovationsprojekt, kan man nemt blive begejstret for alle de muligheder, man har, og glemme formålet med projektet, hvorefter det ender på et sidespor. Har man fra start af nogle mål for, hvad man vil nå, er det med til at holde projektet på sporet,” siger hun.

Giver mere systematik

Helle Vibeke Carstensen og hendes kolleger måler på fem forskellige bundlinjer, og innovationsprojekter må ikke give minus på nogen af bundlinjerne. Et projekt skal med andre ord:

• forbedre produktiviteten

• give bedre service

• flugte med den politiske dagsorden på området

• sikre retssikkerheden

• styrke medarbejdertrivslen og organisationens innovationskapacitet.

Bundlinjerne kræver forskellige typer data. Produktivitet kan f.eks. aflæses i kroner og øre, mens måling af servicen og retssikkerheden forudsætter input fra borgerne. Det kunne være gennem interviews eller spørgeskemaer. I nogle tilfælde er der brug for at kombinere kvalitative og kvantitative data, mens det i andre situationer vil være så omfattende og dyrt at iværksætte egentlige målinger, at man i stedet må bruge de allerede tilgængelige data og opbygge velbegrundede argumenter ud fra dem: Er der f.eks. grund til at antage, at projektet lever op til politikernes mål – også selv om der endnu ikke er solide data, der dokumenterer antagelsen?

”De fleste taber pusten, når de hører, at vi måler på de her fem bundlinjer, samtidig med at vi arbejder med innovation. Men det gør arbejdet mere systematisk og giver en klarere bevidsthed om, hvad man skal opnå med projektet,” forklarer Helle Vibeke Carstensen.

Borgernes ønsker skal opfyldes

Helene Bækmark ser også effektmåling som en god måde at sikre sig, at den offentlige sektor er på den rette kurs, når den udvikler nye måder at løse opgaverne på. ”Man skal hele tiden være opmærksom på balancen mellem, hvad fagfolkene synes er godt, og hvad borgerne egentlig efterspørger. Hvis vi vil have mest effekt for borgeren, er vi nødt til at interessere os meget for, om borgeren også får det, borgeren ønsker,” siger hun.

Derfor er det vigtigt, at man måler det rigtige, betoner Helene Bækmark. ”Vi har i den offentlige sektor været sindssygt dygtige til at måle output: Hvor mange borgere kunne hjemmeplejen f.eks. besøge hver dag? Vi har derimod ikke fokuseret på outcome: Hvad fører mødet med det offentlige til for borgeren? Giver det værdi for borgeren? Hjælper det ham eller hende videre?” siger hun.

Tilfredshed giver ikke i sig selv effekt

De spørgsmål kan man besvare ved at have fokus på det, Helene Bækmark kalder ”relevant borgereffekt”. ”Det kunne være, at borgeren angiver, om hun oplever, at hun har færre eller flere problemer, og om hun synes, at hendes selvstændighed er steget, og at hun er mere selvhjulpen,” siger hun.

Et mere objektivt mål kan være, om funktionsevnen er steget. Og her er det samtidig relevant at måle, hvor længe effekten holder, inden borgeren eventuelt kommer tilbage. ”Dermed adskiller effektmåling sig fra tilfredshedsmåling. Man kan være tilfreds med f.eks. punktligheden hos personalet, så man ikke skal sidde og vente. Men man oplever effekt af en træningsindsats i form af flere kræfter,” siger Helene Bækmark.