Netværk skaber nytænkning

Publiceret 06-11-2014

Gennem et år har Albertslund Kommune bragt folk fra vidt forskellige afdelinger sammen i tværfaglige netværk for finde nye løsninger på kendte problemer. Resultaterne er allerede på vej.

Innovationshjul
I Albertslund bruger hjemmehjælperne et “Observationshjul” til at oversætte deres iagttagelser til informationer, som sundhedsfaglige medarbejdere kan bruge til at forebygge hospitalsindlæggelser. Hjulet udspringer af en tværfaglig indsats i et af kommunens mange nyetablerede netværk. (red.: Roskilde Kommune er de oprindelige udviklere af observationshjulet.)


Af journalist Thomas Hebsgaard

Et hjul til hjælp

Visne blomster i vindueskarmen og pletter på skjorten – for en hjemmehjælper tydelige tegn på, at en ældre medborger skranter. Men når hjemmehjælperen giver oplysningerne videre til hjemmesygeplejersken, kan budskabet let gå tabt, fordi sygeplejersken er vant til at kigge efter sygdomstegn, som først kommer senere. Konsekvensen er ofte en hospitalsindlæggelse, som kunne være undgået.

Derfor er hjemmehjælperne i Albertslund Kommune i efteråret 2014 blevet udstyret med et “observationshjul”, som systematisk registrerer hjemmehjælpernes iagttagelser og oversætter dem til et sprog, resten af systemet kan forstå.

På sigt skal hjulet digitaliseres, og målet er at sætte tidligere ind med forebyggelse for at bringe antallet af hospitalsindlæggelser ned – til gavn for de ældre såvel som kommunekassen. Den må af med minimum 14.000 kr. til bl.a. transport, medfinansiering og opfølgning, når en ældre borger ryger på hospitalet.

Samarbejde på tværs af afdelinger

Observationshjulet er blandt de første konkrete resultater af den indsats med netværksledelse, Albertslund Kommune satte i værk i sommeren 2013.

Bag observationshjulet og dets kommende digitalisering står et netværk bestående af såvel it-folk som specialister, der normalt arbejder med sprogscreening af børn. Sidstnævnte faggruppe havde erfaring med tidlig opsporing af problemer, mens it-folkene bød ind med tekniske løsninger, fortæller netværkets leder, udviklingskonsulent Anders Bych:

“Vi arbejder i samme firma, så hvorfor ikke prøve at lære af hinanden?”

Skal være lige så naturligt som at holde budgettet

Ved at bringe forskellige faggrupper sammen i netværk håber Albertslund Kommune at skabe en helt ny kultur, hvor det bliver naturligt at tænke på tværs af det kommunale organisationsdiagram.

“At tænke i netværk skal være lige så naturligt som at holde budgettet,” siger Marie-Louise Lunderød, konsulent med ledelsesansvar i netværksstrukturen.

Hun holder til i et lille kontor på rådhuset med tuschtegnede organisationsdiagrammer og håndskrevne ideer klistret op på vægge og vinduer. På kontoret sidder også leder af netværksstrukturen Mette Horsgaard, en student og en praktikant.

Og flere er der faktisk ikke brug for, selvom den lille flok er i færd med en omkalfatring af hele kommunens organisation. Netværkskontoret skal nemlig ikke lede netværkene, men få dem til at opstå af sig selv.

“Vi skal netop ikke være en enhed, men understøtte bevægelsen,” siger Marie-Louise Lunderød.

Socialkontor kan fjerne renoveringsregninger

Hun fortæller, at flere løsninger i stil med observationshjulet kan være på vej fra et andet, nyetableret netværk.

Netværkets leder arbejder normalt med afregning af udgifter til renoveringer ved flytninger fra socialt boligbyggeri. Udgifterne kan blive særdeles høje, hvis en borger er gået helt ned med flaget og fx har forladt lejligheden med vandet løbende.

“Der kan du helt sikkert finde en medarbejder, som siger, at det kunne hun godt have forudset,” siger Marie-Louise Lunderød, “og hun kan findes i hjemmeplejen, i social- og familie-afdelingen eller blandt dem, der har tilsyn med psykisk syge.”

Typisk er det nemlig frontmedarbejderne, som har den afgørende viden, der kan spare borgerne for kvaler og kommunekassen for betydelige beløb.

Et langt sejt træk

I første omgang har Albertslund Kommune etableret i alt 13 netværk inden for tre hovedkategorier:

  • Velfærdsnetværk, som skal skabe bedre service  – især gennem koordinering mellem faggrupper i direkte kontakt med borgerne.
  • Innovationsnetværk, som ved at bringe forskellige fagligheder sammen skal finde nye løsninger, der kan gøre politiske visioner til virkelighed.
  • Læringsnetværk, hvor forskellige faggrupper deler erfaringer med fx udnyttelse af ny teknologi.

Målet er imidlertid at skabe så mange netværk, at det ikke længere giver mening at tælle.

“Det skal være helt naturligt for os at kigge over til andre afdelinger, når vi skal løse et problem,” siger Marie-Louise Lunderød.

Hun lægger ikke skjul på, at det bliver “et langt, sejt træk” – især fordi medarbejdere skal gå på tværs af kommunens traditionelle hierarkier. Anders Bych supplerer:

“Hvis jeg skal over i en anden afdeling og bede en medarbejder om at lægge 30 timer på to måneder i mit netværk, så skal jeg jo tage en anden chefs ressourcer. Det kommer til at tage de næste 2, 3 eller 5 år at arbejde ind.”

Hele organisationen skal med

Rådet til andre med mod på at arbejde i netværk lyder derfor på at væbne sig med tålmodighed og derpå begynde med at give en stak medarbejdere “et fælles sprog” via en uddannelse i netværksledelse.

Men det er kun begyndelsen. Hele organisationen skal med på vognen, understreger Marie-Louise Lunderød – fra kommunaldirektør til hjemmehjælpere.

“Der skal være noget legitimitet ovenfra, så der sker noget. Men der er også nødt til at ske noget nedefra,” siger hun.

Heldigvis er begejstringen ofte stor, når netværksarbejdet går i gang.

“Vi er blevet overrasket over, hvor meget engagement, det har skabt,” siger Marie-Louise Lunderød.

“De mennesker, som har prøvet at arbejde på den her måde, kommer aldrig til at arbejde på den gamle måde igen”.

Tilføjet af redaktionen den 11. november 2014:

Observationshjulet er oprindeligt udviklet af Roskilde Kommune og Roskilde Sygehus under navnet "Hold hjulet i gang". I 2011 vandt projektet andenpræmien ved KL’s innovationskonkurrence.

Netværk skaber nytænkning

Udviklingskonsulent Anders Bych og strategisk leder i hjemmeplejen Charlotte Kaaber studerer Albertslund Kommunes nye observationshjul.

Foto: Thomas Hebsgaard

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies
Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies