Endnu en god idé kopieret med succes

Publiceret 28-10-2014

Dygtige medarbejdere i Silkeborg Kommune belønnes med pris.

Ny familie

Af Mette Andreasen

Copycat-prisen i Silkeborg kommune går til Sundhedsplejen

I Silkeborg Kommune belønner de kopister. Medarbejderne opfordres til, at holde øje med nye og spændende tiltag udefra, og dem der formår at stjæle og benytte en god idé med succes, kan indstilles til Copycat-prisen, der årligt uddeles af Silkeborg Kommune til innovative medarbejdere.

Prisen blev første gang uddelt i 2013, hvor COI også dengang dækkede initiativet. Det kan du læse mere om i artikel her: ”Stjæl med stolthed”. Her kan du også finde en nærmere beskrivelse af formål og tanker bag uddelingen af prisen.  

Kurser til nye forældre

I år er prisen gået til Sundhedsplejen i Silkeborg Kommune, der har haft succes med en kopi af den svenske idé ”Familieiværksætterne”. Idéen går meget enkelt ud på, at alle førstegangsforældre får tilbudt et forløb over 16 gange, hvor de i grupper bliver undervist bredt indenfor emner, der har med spædbørn og det at være en ny familie at gøre.

De får f.eks. besøg af en jurist, en bankmand, jordemødre, ansatte i Børne- familieafdelingen, herunder talehørekonsulenter, psykologer, familierådgivere og tandplejen. Begge forældre opfordres til at deltage, og det giver erfaringsmæssigt mange familier en god start.

Bedre grundlag for forebyggelse

Fordelene ved konceptet handler i høj grad om effekt og om de muligheder, sundhedsplejerskerne har fået for at forebygge. Med kurser der starter allerede før barnet er født, kan der opbygges kompetencer hos familierne, som forhåbentligt bliver en naturlig del af hverdagen lige fra starten hos de nye forældre.

Desuden er spejlingen familierne imellem vigtig for en videre forebyggelse. Erfaring fra projektet viser, at forældrene indgår i netværk med hinanden og trækker på hinandens kompetencer og viden. Derved fortsætter målet for projektet også efter forløbet hos kommunen er afsluttet.

Holstebro Kommune har længe tilbudt en lignende service med samme formål og snart skal Varde Kommune i gang med projektet - inspireret af Silkeborg Kommune.  

Medarbejdere ser sig omkring

Copycat-prisen uddeles for at sætte fokus på innovation, men også for at skærpe opmærksomheden på, at det ikke altid er nødvendigt at være first mover. Ønsket er, at de ansatte skal se sig omkring hos andre efter inspiration. Udenlands som indenlands, hos både offentlig og private virksomheder. Dem, der så formår at kopiere en god idé og omsætte den til værdi, skal have et klap på skulderen for deres initiativ.

I denne omgang blev det altså Sundhedsplejen, der løb med prisen.